Nærmer sig hastigt en (lykkelig) slutning

Nu er MIL’en kun tyve ECTS fra sin afslutning! Hvem havde troet det?
En guidet tur i SL venter sammen med et masterspeciale om… hvem ved?

Fortsat – nu for begyndere…

Nu kom pointene igen – denne gang, vist nok med ny hastighedsrekord. Og afleveret af de gamle!

Ikke alle gamle er heldigvis udstyret med rollator! Takker Jørgen og Oluf for hurtig tilbagemelding.
Måske en lille bøn hjælper nu og da…

/ Christian

30…

– ECTS point på kontoen.
Åbenbart er der sandhed i det gamle: den som venter på noget godt…

1. år overstået

I alt 30 point. Mangler dog besked på papir… Men hvor er tiden der tar’ os?

mere endnu…

Så tikkede der 15 European Credit Transfer and Accumulation System-point ind på kontoen.
Hurra-hurra-hurra

/ Christian

to moduler nu bestået

– hurra, hurra, hurra
Det kan næsten ikke være bedre. Nu mangler jeg bare resten!

Afslutning på modul 1

Hermed er modul 1 afsluttet – også administrativt, idet vi nu har fået vores karakterer. Det siger sig selv at det oprindelige eksistensgrundlag for bloggen dermed er forsvundet. Men måske kommer der bare mere…
/ Christian – nu 5 ECTS point rigere

Igen i en gruppe – lad det kollaborative begynde…

Hurra…

Jeg er blevet optaget i gruppe 7. Jeg glæder mig til at være en valid kollaborativ masterstuderende igen og ikke en solitær ener, der lever af respons på indlæg i blogs mm.

Det er faktisk så stor en lettelse, at jeg har valgt at delagtiggøre ’hele’ verden i denne begivenhed – så stor at min gamle blog igen skal i brug meddele mig til de der måtte have interesse heri .

/ Christian

Opsamling på opgave 1.2

Formål med opgave 1.2:

”At få erfaringer med weblogs som refleksions-, formidlings- og kollaborationsværktøj. Gennem fælles blog i gruppen at styrke gruppeidentitet og fælles udtryk.”

Først en generel kommentar fra gruppe 2, idet ’gruppen’ kun er en person, som også derfor har måttet omgå læringsmålene en anelse.

Som skrevet andetsteds på bloggen, har den kollaborative læring udviklet sig til en solitær kollaborativ læring. Dvs. sige, faktisk kun på gruppe niveau har jeg oplevet at være alene, idet jeg har oplevet at være i kontakt med nogle af I andre via bloggen. Der har været kommentarer på mine indlæg på bloggen, hvilket efterfølgende har givet et enormt løft i forhold til at læse og skrive videre. Jeg er ret sikker på at jeg – i den virkelige verden – omgående ville stoppe med at blogge, hvis det ikke afstedkom kommentarer. Det er et grundvilkår i blogningens væsen, at der er en respons. Ikke nødvendigvis en lang og udførlig af slagsen, men dog et par linjer til indlægget. Og det har det i øvrigt været.

Denne kommentar er en personlig skildring af de erfaringer jeg har gjort mig med at blogge, og de fremadrettede perspektiver jeg ser i denne del af web 2.0.

Bloggen som refleksionsværktøj:

Primært har jeg i min blog taget udgangspunkt i det fokuspunkt som Dohn og Johnsen (E-læring på web 2.0) har valgt at kalde ’Rum for personligt udtryk (…)’ og ’Faglig forståelse’. Derudover har jeg brugt den til at påråbe mig omverdenens opmærksomhed, ved at spørge åbent om hjælp. Sidst nævnte falder lidt uden for det hele – så det springer jeg let hen over.

Som refleksionsværktøj er jeg begejstret. Som en logbog, hvor f.eks. studerende åbner for mellemregningerne er at stor værdi i den samlede læringsmæssige udvikling. Bloggen fungerer som bevisbyrde for læringskurven.

Nu da jeg har oplevet bloggen som min egen, har jeg svært ved at skulle dele. Jeg er mest til at den skal være personlig og ens egen. I begyndelsen da vi stadig var to, var bloggen lidt rodet, oi hvert fald i mit hoved. Det er den ikke mere. Det er nemmere når jeg er den eneste der har ansvaret for at blogge på mil2010gruppe2.wordpress.com.

Bloggen som formidlings og læringsværktøj:

Er opgaven som denne, hvor refleksion er helt centralt, oplever jeg klart at bloggen har sin berettigelse. Det bliver mere virkeligt, når jeg blogger, hvor alle har adgang til. Jeg publicerer, og skal derfor være opmærksom på mange forskellige parametre. Det er alvor, og ikke ’bare’ et indlæg på FC. Jeg er overbevist om at motivationen vil stige hos mange elever/ studerende, hvis opgaven skal afleveres på en blog. Mange af de elever jeg underviser vil have pro

Med promptere vil jeg umiddelbart kunne bruge blogs i min undervisning af elever med ASF og ADHD. I forvejen promptes de med stort set alt muligt andet, og da computere falder mange af mine elever nemt, en bloggen en oplagt vej.

Hvis vi husker at glemme vores egne begrænsninger i forhold til digitale medier når vi længere med vores elever. På en blog er det f.eks. muligt at sætte video ind, og dermed undgå at skulle formulere sig skriftligt, hvor det er det der er problemet.

Bloggen som kollaborationsværktøj:

Først tænkte jeg, at her kunne jeg ikke være med. Men jeg har oplevet at kommentarerne på indlæggene gav den næring som evt. kunne fås via en fast aftale på Skype eller Connect. Den feedback der kommer på bloggen i forhold til den type opgave vi har fået stillet, har fungeret ok. Jeg har fået kommentarer på mange indlæg. Kun et enkelt gav ingen kommentarer, hvilket er forståeligt nok. Men en hurtig rundtur på de forskellige gruppers blogs, viser at der er mange indlæg der står ganske alene. Der er ikke optimalt. Netop at kunne kommunikere med andre bloggere er en vigtigt del af bloggen. Hvilket får mig til at ærgre mig over ikke at have haft mere overskud/ lyst/ tid til at besøge andre grupper oftere.

Epilogen i denne afsluttende kommentar må være, at på trods af den lidt specielle tilgang til kollaborativ læring, mener jeg stadig at det er lykkedes at få påbegyndt en opadgående læringskurve, som dog uden tvivl ville have været mere stejl, hvis jeg havde været en del af et læringsfællesskab.

Afsluttende kommentarer

Refleksioner over en gruppeproces

Jeg ved jo egentlig godt hvordan det skal være i en gruppe. Det blev det så ikke denne gang. Derfor må denne øvelse for mit vedkommende gå ud på ikke, at lyde som en kontrær gammel og færdig mand og reflektere fremadrettet, hvis det altså er muligt. Det blev Piaget, og jeg havde håbet på Vygotsky!
Derfor har jeg til lejligheden konstrueret en overskrift der skulle lyde Solitary collaborated learning. Min gruppe er simpelthen ikke mere!

Derfor sidder jeg her og reflekterer over hvad jeg burde have gjort. Som udgangspunkt og i starten gik det godt. De to medlemmer i gruppen – det tredje har jeg aldrig hørt fra – havde samme udgangspunkt til at bruge nettet – det skal afprøves og der skal eksperimenteres, men vi skal også have tid til at passe vores familier.
Vi lavede en kort beskrivelse af aftaler og ikke en lang som foreslået i ’Deltager i en netbaseret læring – en guide til samarbejde’. Derudover er det ikke optimalt at være to i gruppe. Jeg vil selv foretrække mindst tre til fem for at det som Elsebeth K. Sorensen skriver i ’Interaktion og læring i det virtuelle rum’ kan lade sig gøre for en af gruppens medlemmer at reflektere uden at gruppen går i stå – så at sige.
Vi Skypede nogle få gange og så var det slut. Jeg har ikke endeligt fået at vide at jeg er det eneste medlem i gruppe 2, men mon ikke…

Men da udgangspunktet for vores pædagogiske grundsyn på MIL er konstruktivismen i forskellige former (fra læsevejledning til de tre artikler vi fik i en mail!), og jeg kun har været ’mig selv’ i gruppen, har jeg måttet læne mig kraftigt op af I andre. Jeg har ikke sparet eller haft gruppeseancer på Skype eller Connect.
Derfor er mine refleksioner som de er – og snart må jagten på den nye gruppe vel gå i gang!

 

Om det at være MIL-studerende

Jamen det er jo nærmest identitetsskabende! Ny viden og nye teknologier som jeg oplever som umiddelbart brugbare, både i forhold til studiet og i forhold til mit arbejde. Jeg er igen begyndt at tænke nye muligheder ind i min daglige pædagogiske praksis. Mest optaget er jeg af wikis og blogs. Men også brugen af video i undervisningssammenhæng – eller planlægnings sammenhæng finder jeg meget inspirerende. Bl.a. Tom Steffensens (gruppe 3) blogindlæg, hvor han viser hvordan studerende selv henter alt materiale og instruktion i på nettet. Vildt inspirerende. Indlægget virker på mig som et rigtigt alternativ til hvordan oplæg måske snart vil se ud.
Men undervisning – som jeg beskæftiger mig med – er meget andet end undervisning. Der er samarbejde og planlægning med kollegaer, og her er sandelig nogle muligheder. Og når jeg sidder som MIL-studerende og tænker på den lille revolution det venter lige om hjørnet (læs: når jeg er færdig om to år) bliver jeg i helt godt humør, og er næsten ligeglad med, at jeg er eneste mand i min gruppe!

/ Christian

Fælles wiki

Så har jeg prøvet at oprette en wiki – http://mil2010.wikidot.com/ – alle burde kunne oprette, redigere, slette (!) mm. – giv lige besked hvis dette ikke er tilfældet.

Den blev oprettet i bilen på vej hjem fra oldemors 96 års fødselsdag – så den mangler måske lidt endnu. Prøv at oprette sider – og søg på Illeris, IKT og læring. Det er sider jeg har ‘lavet’,  med som i den grad har brug for hjælp. Det var jo en hård dag hos oldemor…

/ Christian

Wiki

Hvad om vi allesammen lavede/ oprettede vores egen fælleswiki?

Vi kunne begrebsafklare, præcisere, definere, præsentere – eller bare øve os i at bruge en wiki sammen. Dumme os sammen uden omverdenens fordømmende blik.

Nedenstående er et link til et sted hvor det kan lade sig gøre – åbner på about-siden, så det er muligt at orientere sig. Siden er i øvrigt fundet på Toolszone, der absolut er et kvarters tid værd. Det var Christian Dalsgaard der præsenterede den for os i Aalborg.

http://www.bluwiki.com/go/BluWiki:About

/ Christian

Lige to ting…

Først en observation fra det virkelige liv:

På min arbejdsplads har vi en mentorordning for nye kollegaer. Det er en klassisk mesterlæreordning a’la ‘jeg fortæller og viser frem og du lytter og prøver af under min overværelse’. I dag sad min kollega Rie (52) sammen med Jesper (21) ved en PC, hvor Rie skulle indvie Jesper i personaleintranettets fortræffeligheder. Allerede her noterer den opmærksomme bloglæser/ blogbruger (hvad er det lige en, der læser blogs kaldes?) en mulig konflikt, idet der sidder en digital immigrant og underviser en digital indfødt i IT og tilmed i brugen af denne.

For dem der har børn på skoler der bruger Skoleporten kender I måske intranetdelen. Den er interessant! Endnu et kvalitetsprodukt fra UNI-C!
Men her sidder Rie og Jesper, og Rie laver et sand ‘Tour de intranet’ så jeg bliver helt rundtossetaf at være i samme lokale. Rie får Jesper givet adgang til alle de referat af teammøder, afdelingsmøder, logbøger mm, som hun mener at han vil have gavn af, samtidig med at hun påpeger vigtigheden af at holde sig orienteret.
Efter at Jesper har fået adgang til at læse og skrive alt om alle, slutter Rie af med at sige, at hun faktisk selv kun lige kigger på intranettet 2-3 gange om ugen – og oftest kun i sin beskedbakke… Fantastisk – jeg lader lige stå et øjeblik…

- sammen kan vi alt.

Min pointe med ovenstående er at Selvom Rie måske som præsten ikke fulgte den vej hun prædikede, lykkedes det hende uden problemer at undervise Jesper i vores intranet. Så kære alle digitale med-immigranter: der er håb endnu. Vi behøver ikke være bange for at jokke i web 2.0-spinaten. Men vi behøver at være bange for ikke at turde afprøve vores ideer. Det er trist hvis vi allesammen har så travlt med at nå undervisningsmål og eksamener at vi ikke længere tager os tid til at eksperimentere lidt i det daglige.

Og så til noget helt andet..

Over en kop arbejdskaffe i morges fortalte jeg om at vores morgen var gået lidt skævt derhjemme, delvist på grund af at jeg lige mente at jeg kunne nå at kommentere fremragende blogindlæg (tak Doris!), hvilket medførte at tidsplanen skred og at min søn lige ville se traktorfilm på Youtube.
Men det blik jeg fik fra min kollega (på 28) da jeg nævnte at jeg skrev en kommentar til en blog,  var ikke at tage fejl af. Hvad fanden var det jeg lavede? Skrev idioten på en blog?

Er blogs stadig så ukendte i den ‘brede’ befolkning? Er det vi arbejder med i disse dage en niche for de få indviede? Hvem bruger blogs? Er det noget med længden på uddannelse, eller muligheden for indflydelse på egen arbejdstid? Eller måske og sandsynligvis noget noget tredie.
Er der andre med lignende oplevelser eller iagttagelser?

/ Christian

Opsamling

Så har jeg lavet opsamling på alle indlæg i ‘Teoretiske perspektiver og IKT-praksis’. En fantastisk og opløftende oplevelse. At læse alle indlæggende kronologisk og på en gang – kun afbrudt af et hostende barn i ny og næ – er lærende, meget lærende. Der er elementer jeg absolut ikke fik med første gang. Elsebeth K Sorensen skriver i artiklen ’Interaktion og læring…’ om at den elektroniske dialog altid er permanent. Det er fantastisk at kunne gå tilbage og læse en gang til, og en gang til, og en gang til – indtil det er sunket ind. Nogle af ’de andre’ er utrolig dygtige til at formulere sig og har læst mange bøger, samtidig med at de så sandelig også kan bruge det de har læst.
Men tilbage til opsamlingen: Det er lidt ligesom et grantræ – der er en masse grene der stritter ud i alle retninger, men stammen er er hele tiden på vej den samme vej. Debatten strittede også i alle retninger, men vendte altid tilbage til ’stammen’.
Så – nu skal der læses lidt igen…

/ Christian

Al den litteratur i et MIL-studie

Det er faktisk lidt sjovt at læse de mange ‘nye’ referencer under indlæg. Mange titler kan jeg huske fra min tid tilbage på Silkeborg Seminarium – og jeg blev færdig i 2001.

Selv har jeg problemer med  bare at få læst al litteraturen ved siden af job og tre små vrælende unger, som både vil have ny ble på og mad i ny og næ!  Derfor er det da fantastisk der bliver læst ud over litteraturlisten.

Selv om jeg læste Hermansens ‘Læringens Univers’ på seminariet er den da forlængst glemt og skulle genlæses. Og selvom ‘E-læring på web 2.0’ jo bare blev slugt på ingen tid, skal den der er på engelsk og bare ligger og kigger olmt på mig bag ved en masse noter, nok også blive læst.

Men nye bøger eller artikler finder nok ikke lige plads i mine referencer. Åh jo, jeg brugte vist lige en, men det var fordi jeg var lidt presset og ikke havde fået læst det hele, og skulle bruge en parralel jeg kunne henvise til og som ikke bare var ‘en fyr på Internettet som mener det samme som jeg gør’.

Men der skal jo også være tid til at se alle de sjove filmklip om web 2.0 på Youtube, og gense PPS’erne fra Aalborg, samt undersøge nettet for interessante steder at dele hvad som helst med hvem som helst.

Man bliver helt svedt, så ikke nye referencer herfra…

/ Christian

kollaborativ læring

Tak for hjælpen til at få det til a virke – rart med respons.

Og sjovt nok at jeg ikke kunne finde ud af det, når jeg faktisk i et indlæg på FC ikke mente at jeg kunne kategoriseres som digital immigrant – flot.

Men her på falderebet for aflevering er jeg igen blevet tændt af den pædagogiske ild. I en hvirvelvind af skrigende unger, hvor regler og aftaler ustandseligt bøjes og ændres, har jeg fundet et lille hjørne, hvor jeg kan skrive og læse lidt sammen med en stor kop kaffe. Interessant at jeg ikke bliver bedre til at ihu-kalde mig den erfaring som jeg efterhånden har gjort mig så ofte før.

At læse nye tekster, som i den grad giver stof til eftertanke og som kan linkes næsten direkte til mine egne. Rart…

/ Christian